Mt. Rinjani

Skal man op på et bjerg skal man tidligt op. Så tidligt op at ens chauffør når at køre både høns og slanger ned i nattens mulm og mørke. Klokken 7 landede vi på starting point hvor der blev givet en hurtig briefing af vores guide Daniel. Derefter var der lidt sukkerpandekage at gå det første stykke på.

Vi var 4 i gruppen, 2 englændere, guiden og mig. Efter allerede 3 timer var der frokostpause. Det havde på nuværende tidspunkt ikke været særlig hårdt, da det meste vi gik i var højland hvorpå der gik græssende køer og aberne svingede sig i træerne. Der var endda en lille sti vi kunne følge.

Efter frokost gik vaderen for alvor ind. Det begyndte at regne så meget at vi gik i små floder på vej op. Håbet om tørre sko på toppen var for længst udrandt. Selvom vi ikke var de første der forlod starting point var vi de første på kanten af krateret hvorpå vores basecamp lå. Undervejs fik jeg en cigabøjs af de lokales favorit mærke, virkelig heftige sager. Jeg nåede at blive nikotinskæv så stærke de var. Da vi ankom til basekamp var alt hvad vi havde på af tøj gennemblødt, men heldigvis var der lidt tørt tøj tilbage i backpacken som jeg kunne tage på, mens jeg ristede det våde over bål. Endelig var det tid til aftensmad; kylling, ris og klammo kager som en af de engelske dudes senere blev syg i maven af. Ved 20-tiden lagde jeg mig i mit telt for at sove. Her havde jeg fået en skummadras på 1 mm og en sovepose designet til en miniput. Jeg frøs sindsygt meget og de gutter der havde båret forsyninger til basecampen larmede gevaldigt. Derfor var der heller ikke meget søvn denne nat. Heldigvis blev vi sparket op 2:30 til morgenmad og efterfølgende afgang til ’the summit’ toppen af Rinjani. Det gik lidt sløvt med de to englændere, efter 1 times slumringsgang, fik jeg lov at gå i forvejen, da der kun var én sti og solen snart var på vej op. Så turbo-tempoet blev sat på og jeg nåede toppen lige akkurat nogle minutter inden de første solstråler tittede frem. Det var fantastisk at være fremme og nyde udsigten. 20 minutter efter kom den første af englænderne og ydereligere 20 minutter efter kom den sidste af dem, så de gik glip af solopgangen. Vi blev deroppe lidt indtil vi gik ned igen. Også hér var de langsomme og jeg stak af fra gruppen og ned i campen for at spise morgenmad og skynde mig helt ned på starting point hvor jeg havde fået at vide der holdt en chauffør og ventede på mig. Mig og Muchon, en af portørdrengene der havde slæbt 60 kilo forsyninger op på bjerget, skyndte os ned af bjerget. Her blev ikke holdt pauser da Muchon var en sej lille fætter og jeg bare ville havde nedstigningen overstået og hjem. Endelig når vi efter 6 timer heftigt trav, starting point, hvor der ingen chauffør var. Hold nu op hvor bliver man skuffet. Muchon ringede heldigvis til en chauffør, der dukkede op efter 10 minutter. Han ville så ikke køre uden at bilen var fyldt op, men jeg var blevet lovet at kunne komme hjem så snart jeg kom ned fra bjerget, da jeg skulle hjem til julemiddag. Det var chaufføren pænt ligeglad med, indtil jeg havde fået truet ham nok med at snakke med hans chef og han efter 45 minutter gav op og fik mig sat på en bil med nogle unge lokale teenagere. De kørte så den største omvej og en tur der normal tager max 2 timer, tog over 3. Suk, ineffektivitet af største skuffe, men jeg nåede heldigvis lige hjem til 6 retters lækker julemiddag. Glædelig jul alle sammen!

Dagens højdepunkt: Rinjani, tjeck! Kun ét bjerg tilbage på listen!

Som den gelente mand man er, samlede jeg den røde pose op fra jorden og tog den med ned fra toppen og puttede i skraldespanden da vi kom ned. Straks efter kom der selvfølgelig en fræk abe som tog den op og smed den på jorden igen... Because fuck you thats why...