Indonesien, Malaysia, Filippinerne 2012-2013: Balinesernes helligste

Efter en hård dags fridykkertræning hvor vi først var hjemme klokken 19 og lige skulle have noget aftensmad, blev vi hentet klokken 01:00 om morgenen efter kun 4 ½ times søvn. Vi havde hyret en lokal guide med det hyggelige navn ’Mudi’, til at bringe os til Mount Agung, som egentlig er en gammel vulkan. Agung er meget hellig for Balineserne, der tror det er en kopi af Mount Meru som er universets centrum. Derfor skulle vi også som det første på turen velsignes med blomster, helligt vand og røgelse og bede Agung om en god trekkingtur. Vi startede i 1500 meters højde og begav os ellers ind i en jungle hvor vejen var det jordskred som vulkanen nu engang dannede ved regnfald. Altså ingen lækre trappetrin, markeret sti eller gelænder at støtte sig til, kun rå junglebund af udtørrede vandkanaler.

Eftersom vi startede trekkingen klokken 02:30 var det mørkere end en afrikaners numsehul og gjorde hvert skridt dét mere adrenalinfyldt, når man også lige tilføjede de fremmede junglelyde og frygten for pludselig at plante hånden i en giftedderkop eller en pythonslange. Efter ca. 500 meters højde ændrede landskabet sig fra jungle til lidt mere gold beplantning. Underlaget skiftede fra smal regnkanal til lidt mere bred, hård og gammel lavasten. Her var der mange løse småsten som gjorde vores ben usikre og vi lignede nogle der dansede boogie hver gang vi kunne mærke fødderne glide væk under os. På det punkt af bjerget tænkte mand ’Nu er vi der sgu snart’, men ak ve, der var stadig 500 meters højde af rent helvede tilbage. Efter de første 1000 meter, nåede vi nemlig til den nederste del af toppen som bestod af klippelignende materiale. Det var stejlt og råt uden stier, ræb eller andre lækre sikkerhedsforanstaltninger, så det var bare at kravle op og så ellers håbe på man ikke mistede grebet, for en brækket ryg eller smadret knæ i denne højde ville være fatalt. Der var ikke lige en helikopterplatform hvor man kunne blive samlet op, så vi passede på!

Endelig endelig endelig efter 4 timers vader og pinsler for ben og især knæ, nåede vi toppen. Guiden fortalte os så at vi havde gået 7 kilometer op, da det er det vores zigzaggen på vej mod toppen giver, da vi ikke bare gik i lige fugleflugt. No wonder vi var ved at dø da vi nåede de 3100 meters højde på den øverste kant af vulkanen. Her så vi solen stå op og det var så fantastisk og 100% alle pinslerne værd. Man kunne endda se ned i vulkankrateret, som sidst var i udbrud i 1963. Efter Mudi havde bedt til guderne på vulkanen og ofret lidt bananer til dem, lavede han morgenmad som vi nød mens solen forsat steg op bag bjergene på Lombok (som vi selvfølgelig også skal give os i kast med i næste uge). Det var så majestætisk og helligt det hele, at ord ikke kan beskrive med rette hvor smukt det var. Det er ikke lige hver dag man spiser morgenmad på toppen af en vulkan!

Efter en halv time på toppen var det tid til at kaste sig ned igen. Her overhalede vi et ældre tysk ægtepar + guide vi også havde overhalet på vejen op. De havde tydeligvis bidt over for stor en kage og fortrød bittert deres stædighed på vej ned, men Mount Agung er nådesløs og lader ingen slippe billigt. Jeg(Regitse) fik Agungs ubarmhjertighed at føle allerede 5 minutter efter nedstigningen. Her rev hun benene væk under mig og gav mig blå mærker og et meget ømt knæ at gå ned på. Som om nedstigningen på endnu engang 7 km ikke var nok. Mudi var i hopla og sprang nærmest ned af bjerget. Her holdt vi næsten ingen pauser, som vi ellers måtte gøre på vej op, grundet vores guides lidt dårlige form. Nå ja, han gik jo også kun denne tur 6-8 gange om måneden som han havde gjort de sidste 21 år..

Vi fandt heldigvis ned efter 2 timer og 10 minutter, og kunne langt om længe lade vores nu halvanden størrelse større fødder slippe ud af vores ellers højtpriste vandresko. Følelsen af at have gået 14 kilometer op og ned af en vulkan var overvældende og episk!

Mudi ville give frokost men vi takkede pænt nej, da vi ikke kunne andet end at tænke på at komme hjem i bad og i seng efter morgenens strabadser. Trætte men stolte tog vi en god morfar og er nu klar til aftensmad for sidste gang i Candidasa. I morgen sejler vi til Lombok (Sengiggi by) hvor vi skal være frem til d. 28 december.