Møllehøj eller Mount Kinabalu?

Da vi efterhånden er blevet ret skrappe til det dér bjergbestigning og endnu engang ville pine vores ben til ukendelighed, således vi de efterfølgende dage går som to pensionister med utæt ble, satte vi i går morges klokken 6, kursen mod Mount Kinabalu. Mt. Kinabalu er 4095 meter over havets overflade; til den interesserede læser kan vi informere at Danmarks højeste punkt er Møllehøj, med den vilde højde af 170,86 meter, hvabehar!

Vi havde købt en næsten komplet bjergbestigerpakke indeholdende; frokost, aftensmad, natmad, morgenmad og frokost igen, tilladelse til at bestige bjerget, forsikring, samt én overnatning på Laban Rata som er et bjerghostel i 3272 meters højde over havet. Det eneste vi manglede var en guide, som vi fandt på Kinabalu nationalparks HQ og delte med en Inderbasse ved navn Khan (oh yeah shaka-khan). Vi købte os fra de første 200 meters stigning fra 1600 til 1800 meter for 44 kroner. Det var turen fra HQ og til Timpohon Gate hvor det rigtige ’summit trail’ (vejen til toppen) startede.

Efter de første 10 minutter havde vi allerede sat Khan og guiden af, som i øvrigt var 57 år og gik turen til Laban Rata aka 6 kilometer bjergsti hver dag!, og vi prøvede ellers at snegle den af sted. Da vi ved et pitstops skur på stien op mod toppen mødte dem igen, forstod vi hvorfor de var så langsomme; Guiden var undskyldt med sin alder og Khan var undskyldt med hans dårlige form, eftersom han var helt gennemblødt af sved efter ½ times gang. Stakkels Inderbasse, der var 4 timers hård gang endnu...

Stien mod Laban Rata var skiftende jungle, regnskov, og småklipper, blandet med semi-præparerede naturtrin, så da vi efter 3 ½ time nåede til vores hostel, var vores ben som gummi og en tiltrængt morfar sneg sig på. Vi nåede Laban Rata klokken 12 (middag) og næste punkt på vores program var opstigning til toppen, men først klokken 2:30, så vi havde over 14 timer at slå ihjel, hvilket kortspillet 500 hjalp os gevaldigt med. Ellers fik vi lidt aftensmad og prøvede at gå i seng klokken 20. Da det er et meget lydt bjerghostel og ikke alle gad sove så tidligt, var det nærmest umuligt at falde i søvn. Den biddene kulde i de uopvarmede sovesale gjorde det heller ikke bedre, så vi krøb sammen i én enmandsseng under to vattæpper på gammeldags eskimomanér. Det hjalp. Klokken 2 om natten ringede alarmen på telefonen og det var tid at gøre den sidste del af bjergbestigningen færdig. Laban Rata ligger i 3272 meters højde men bjergets højeste punkt var 4095 meter, eller det der svarer til 2,5 kilometer op af stejle klipper i mørke sortere end Stein Baggers samvittighed.

Da vi jo efterhånden er erfarne klatrere (host host) var vi selvfølgelig nogle af de første afsti afsted. Vi kom hurtigt langt foran vores guide og Khan og kunne skimte tilbage ned af bjerget, at nogle af de andre så småt var på vej ud i søvnigt tempo. Da vi nåede til 3800 meter skiftede terrænet fra småt bevokset til goldt. Herfra var det kun klipper, et usselt ræb, to danske tosser (os) og det altomfarvnene mørke de sidste ca. 300 meter. Thomas pandelygte valgte så at gå et godt stykke før toppen, så vi havde én pandelygte til at finde vej gennem klipperne. Vi klarede det dog og var de ALLERFØRSTE på toppen (klokken 4:30) på Sydøst-asiens højeste bjerg! Fedt, men også lidt nederen, da solopgangen først ville finde sted klokken 5:30 og det var minusgrader og en bidende vind gjorde det endnu koldere. Heldigvis kom der hurtigt flere og flere andre friske bjergbestigere og stemningen blev mere opgejlet frem mod solopgang. Vi valgte at begynde at gå ned lidt efter vi havde set de første stråler, for det var alt alt for koldt at stå stille på toppen. Men vi klarede det og havde så kun ’den lette del’ nemlig nedstigningen tilbage. Først skulle vi lige 823 meter (2,5 km) ned af stejl klippe til Laban Rata og spise morgenmad og dernæst skulle vi tage endnu 8 kilometer (1472 meter) ned til Timpohon gate. Det var hårdt men godt at få overstået og vi landede nede ca. 2 ½  time efter vi forlod toppen, hvilket var 1 ½ time hurtigere end Khan og guiden som var gået fra Laban Rata længe før os. De var også ret overraskede over at se os igen, da de troede vi først ville nå ned efter de var kørt hjem.

Efter en times eftermiddagsmad blev vi hentet af en chauffut fra hotellet og bragt sikkert i land i vores dejlige værelse med det varme bad og den bløde seng, ahhhhhh! NU er vi også færdige med at bestige flere bjerge i denne omgang. Det blev for Thomas sammenlagt til 10.852 meters bjerge og for Regitse 7.126 meters bjerge. De næste par dage vil vores ben føles som cement bortset fra når nogle (Thomas!) giver hestebid, da vil de føles som blå mærker med hudafskrabninger… (de vil være ØMME). Godt at det hårdeste vi skal i morgen er at kaste os ud i en taxi til luftahavnen, flyve til Kutching og kaste os i endnu en taxi inden vi rammer vores hjem for de næste 9 dage; Pullmann Kutching Hotel.

Vi skrives ved :)

Dagens højdepunkt; At stå på toppen af Kinabalu og vide dette var sidste hårde etape af ’Tour de mounts i Sydøstasien’ og at nyde udsigten i fulde drag. 

Monsteret: KINABALU

På vej op af bjerget,  springfyldt af energi

Verdens sødeste egern der elskede kiks med chokolade. Er HELT sikker på at det er en del af dens kostpyramide.. 

Vores hostel på bjerget

Der spilles kort og bemærk lige til hvilken udsigt!

Bum! Så blev det mørkt og overskyet! 

WE MADE IT!!

De lidt mindre hardcore der lige nåede toppen inden solopgang

Thomas holder lige fast på bjerget så det ikke går nogen steder...

Fantastisk udsigt!

Tid til et lille hvil på kanten...

...Inden hård nedgang